Med en fantastisk beliggenhed i Gl. Skagen finder I dette originale historiske fiskerhus fra 1822. Huset er delvist bygget af tømmer fra sejlskibe, som forliste ud for Gl. Skagen. Fisker Niels Ottesen, som boede i huset med sine 8 børn, var redningsmand og reddede 189 mennesker fra druknedøden. Huset var allerede 76 år gammelt da Krøyer og Ancher besøgte det på vej hjem fra en jagttur i 1898. Huset er delvist renoveret med respekt for det oprindelige, hvor interiøret er holdt i den oprindelige stil med bl.a. gammeldags spisekammer. I 2013 fik huset nyt køkken og bad. Der findes dog ingen emhætte i køkkenet, da væggen bag komfuret prydes af et originalt vægmaleri. Alle værelser har gammeldags håndvaske, ligesom man kender dem fra badehoteller og gamle pensionater. Huset ligger på en kuperet grund lige bag klitterne med direkte adgang til stranden og Vesterhavet, hvor solnedgangen rigtig kan nydes. Bemærk: Der er separat baderum og toilet i huset. Ingen adgang til annekset, som ligger på grunden.