Velkommen til denne pragtfulde ferielejlighed bag første klitrække ved Vesterhavet i Søndervig. Ferieboligen ligger lidt tilbagetrukket fra hovedstien ned til stranden og har en 40 m² stor terrasse, der vender både mod syd og vest, så der er mulighed for sol på terrassen hele dagen, når solen skinner.
Ferieboligen er på 96 m² fordelt på to plan. Ovenpå er der to soveværelser med dobbeltsenge og en hyggelig hems med to enkeltsenge, hvor børn elsker at opholde sig.
I stuen er der en spisekrog med slagbænke. (I den ene slagbænk ligger hynder til terrassestolene.) Desuden er der et sofahjørne, brændeovn og TV med både danske, tyske, norske, svenske og engelske kanaler. Der er trådløst internet til rådighed.
Køkkenet er veludstyret med diverse service, kaffemaskine, elkedel samt et stort køle-fryseskab, et induktionskomfur med ovn, mikrobølgeovn og opvaskemaskine.
Huset har et separat toilet med håndvask, så der er god mulighed for at nyde wellness i det store badeværelse ved siden af. Badeværelset har spabad, en lille sauna, bruseniche samt gulvvarme. Desuden er der både vaskemaskine og tørretumbler placeret i skabe i badeværelset.
Det er ikke tilladt at medbringe husdyr.