Velbeliggende feriehus i træ med hyggelig indretning.
Huset er særdeles velholdt og senest renoveret i 2023 med flotte klinkegulve med gulvvarme. Huset ligger ud til en lille sø, men også ganske tæt på den børnevenlige Balka Strand, hvor der er livredder i badesæsonen. Det nybyggede redskabsrum giver mulighed for sikker opbevaring af cykler, men rummer også et ekstra køleskab og vaskemaskine. I den åbne havestue kan man nyde freden og roen med et kig ud over den lille sø, hvor man med held måske kan se den lille, hurtige isfugl, der fouragerer på stedet. Det lyse klinkegulv, de hvide døre, paneler og vinduer giver et behageligt lys i husets rum. I køligere perioder tændes gerne op i brændeovnen, så der kan skabes en lun atmosfære, når frokosten skal indtages i det indbydende feriehus.