Et pænt sommerhus med særdeles god beliggenhed i et sommerhusområde meget nær den gode og børnevenlige sandstrand på Balka. Huset ligger på en ugenert grund med en blandet, høj bevoksning, som afskærmer huset uden at være skyggegivende. Det er således en fornøjelse at gøre brug af de terrasser, der er rundt om huset, hvor der findes flere solkroge og behagelige siddepladser. Her kan man nyde freden og roen med en god kop kaffe, en bog eller selskabelige spil ved et af bordene.
Huset er af nyere dato og udbygget med en større stueafdeling, der fremtræder meget lys på grund af de mange små vinduer og naturligvis det store panorama-vinduesparti, som vender ud mod husets store og velmøblerede terrasse. Det store køkken med udgang til den overdækkede del af terrasserne er fint indrettet med alt, hvad der behøves, når der skal forberedes en god frokost eller en lækker middag.
Ønsker man at spise ude, så findes der to hoteller, som hen over sæsonen tilbyder gode og velforberedte middagsretter.