Fin ferielejlighed med nyt badeværelse og køkkenafdeling i 2022, så alt fremstår pænt og indbydende. Lys stue med parketgulv og nyere møblering. Terrassen ud mod vest er delvis overdækket og er delvis afskærmet ud mod markerne.
Stort fællesareal med aktivitetsmuligheder: Petanque, trampolin, lille bålplads og mulighed for fodboldspil. Det store trækplaster er dog den opvarmede udendørs fællespool, der er opvarmet i perioden 15.6-15.9. Poolen er omgivet af et større flisebelagt område med solsenge, så solen, vandet og børnenes leg kan nydes i fred og ro.
Fra lejligheden kan man se det pædagogiske oplevelsescenter Natur Bornholm, hvor børn og voksne alle kan lære noget om Bornholms specielle oprindelse. Man kan opleve fossiler, krokodiller, skildpadder, og man kan også komme tæt på forsteninger af fodspor fra de oprindelige dinosaurer, der for millioner af år siden levede på Bornholm. Åkirkeby er en lille, driftig købstad med et udbud af alt, hvad man har brug for til en god ferie - supermarked, økologisk bagerforretning og små restauranter.