Ualmindeligt og rigtig flot luksusferiehus med fantastisk beliggenhed, hvor man både fra hus og grund har en fin udsigt over Østersøen. Fra de store panoramavinduer i stuen kigger man ud over en velholdt let skrånende havegrund og fra husets to terrasser er udsigten lige så eventyrlig. I det hele er det hus, hvor man fornemmer, at indretning og udstyr giver de bedste muligheder for at holde en virkelig afstressende ferie i rolige omgivelser - tæt på Storedalens imponerende natur.
I det store badeværelse er der foruden bruseniche m.m. også en 2 personers spa. Huset har gulvvarme overalt - udgiften er inkluderet i lejen, så der er kun eludgifter til varmt vand og almindelig brug af husets mange faciliteter. Et særligt kapitel er indretningen af det veludstyrede køkken, hvor der tilligemed er rigtig god plads til at kokkerere.
Et luksushus, hvor der er nær til Sandkås sandbadestrand og mange af Nordbornholms mange attraktioner: Allinge med havnemiljø, Sandvig med den meget idylliske lille småbådehavn, Hammerknuden, de mange helleristninger ved Madseløkke og naturligvis Hammershus, Nordeuropas største borgruin. Oplevelserne venter på en perlerække og det er svært at nå det hele på bare en uge.