En lys og lækker, arkitekttegnet feriebolig med skønne udearealer. Huset er energivenligt og dermed med et lavt energiforbrug.
Er I på udkig efter et stort og lækkert hus til jeres næste ferie eller familiebegivenhed? Så skal I se nærmere på Nyvej 16 i Kongerslev, hvor I finder dette indbydende arkitekttegnet hus med plads til 12 personer. Her er der rigtig gode muligheder for familievenlige aktiviteter.
Indretning
Med dette arkitekttegnede hus på hele 216 m2 får I god plads til at hygge jer inden døre. Og så kommer det endda til at foregå i lyse og lækre rammer, for huset står nemlig særdeles flot efter en totalrenovering i 2020 hvor alt er moderniseret. På førstesalen ligger fire af sommerhusets fem soveværelser, og heroppe finder I også et badeværelse med brus. Et ekstra badeværelse med brus og det femte soveværelse ligger i stueplan, der derudover byder på et bryggers og en stor stue med integreret køkken. Her kan I med andre ord stornyde hinandens selskab, også mens nogen står for aftensmaden og andre spiller brætspil ved spisebordet og slapper af i sofaen - eller leger i den søde, lille butik, der er etableret under trappen til de yngste feriegæster.
Udendørs
Den 1300 m2 store grund præsenterer sig ligeledes på tjekket vis. Her er god plads til parkering på flisearealet, og rundt om sommerhuset er der flere dejlige og ugenerede solkroge at vælge imellem. I kan også sætte jer på førstesalens store altan, hvor I kan nyde synet af den velordnede have og bæltet af høje træer, der støder op til grunden. På skråningen under de høje træer er der etableret et legetårn og mens børnene leger der, kan man prøve kræfter med den lokale mountainbike rute som ligeledes går på skråningen. I haven er der for øvrigt også taget hensyn til børnene, der kan springe i trampolin, gynge, lege i sandkassen eller legehuset og boltre sig på græsplænen. Hvis man bevæger sig lidt uden for grunden, findes der indenfor 200 meter en skøn aktivitetspark med dertilhørende shelters, bålhytter og natur legeplads, 2 multibaner, fodboldbaner, skaterbane, parkourbane og stor legeplads ved skolen som er offentlig tilgængelig.
Beliggenhed
Sommerhuset ligger for enden af den lukkede Nyvej i Kongerslev. Få hundrede meter væk ligger det lokale supermarked, og hvis I har lyst til at spadsere en smule længere, er det hyggeligt at lægge vejen forbi byens mølledam. Turen kan også gå i retningen af naturperlen Heden, som er et fredet overdrev, der ligger lige syd for byen. Får I lyst til flere naturoplevelser, er det oplagt at køre til Lille Vildmose, som blot ligger 4 kilometer væk. I bil kommer I også nemt til badebyen Øster Hurup, hvis I er i humør til strandslotte, sol og badeture i Kattegat, og Aalborgs bymidte kan I nå på en halv time, hvis dagen skal bruges på shopping, museer og cafébesøg. Dokkedal er et besøg værd om det så er for at vandre i de smukke Mulbjerge, som karakteriseres ved sin utrolig flotte udsigt over Kattegat mod øst og Lille Vildmose mod vest eller for at tage et dyp i bølgen blå.