Dette dejlige sommerhus er beliggende i det populære sommerhusområde Ellinge Lyng. Huset ligger ugenert og fredeligt som det sidste hus på vejen direkte ud til eng og åbne marker. Børn kan derfor færdes og lege sikkert på den store grund, som er omkranset af træer og beplantning.
Huset indeholder et stort køkkenalrum i direkte forbindelse med den hyggelige stue. Herfra er udgang til den sydvendte terrasse, hvor en del er overdækket. Der er 2 soveværelser med hver 2 sovepladser i dobbeltsenge. Badeværelset er med gulvvarme og bruseniche.
I området er der masser af sommerliv med mulighed for at købe en is, spise og handle ind. Området byder på en fantastisk natur som for eksempel det fredede naturområde Korevlerne, som passeres på vejen til den flotte og børnevenlige sandstrand. I det nærliggende skovområde og på engen lige udenfor døren er der rig mulighed for at gå ture. 1750 meter fra huset er en legeplads i forbindelse med Burgerhjørnet, som om sommeren er et trækplaster for alle, der elsker is.
I området er flere hyggelige havnemiljøer. For eksempel Rørvig, Nykøbing Sjælland, Havnsø eller Havnebyen på Sjællands Odde. Her er der mulighed for at spise, få en is eller fiske krabber med børnene. Med børn er det også oplagt at besøge forlystelsesparken Sommerland Sjælland og dyreparken Odsherred Zoo Rescue. Fra huset er der kun 1 time og 20 minutters kørsel til København med mulighed for at opleve hovedstadens mange seværdigheder og attraktioner.