Nydeligt feriehus beliggende på meget stor naturgrund i det eftertragtede Dueodde-område. Man fornemmer tydeligt, at det er tidligere klitområde med små bølgende dale og bakketoppe. Huset ligger 5 minutter fra Tårnet, den tidligere lyttestation, der er omdannet til en slags koldkrigsmuseum, og ikke fjernt fra de imponerende bunkers-anlæg, som blev anlagt under 2. Verdenskrig for med virkelig store kanoner at kunne spærre Østersøen syd for Bornholm af helt til den tyske kyst. Så dette er en beliggenhed med historiens vingesus.
Sommerhuset er lyst indrettet med hvidpigmenterede vægge og lofter, således at der er et lyst og indbydende interiør i opholdsstuen - ja, i samtlige rum. Direkte udgang fra stue til terrasse gør, at man kan nyde sin ferie i pagt med den omgivende natur på den store træterrasse, der er hævet over terrænet.