Ikke langt fra den hvide og børnevenlige sandbadestrand på Balka finder man dette feriehus, som ligger på en grund, der er afskærmet af træer. Således er der mulighed for at nyde udelivet på husets to terrasser, der inviterer til hygge med en god bog eller afslapning i solen. Til de helt små findes der en lille rutsjebane og en sandkasse på den herlige grund.
Huset er praktisk indrettet med en stue af god størrelse, køkkenafdeling, bryggers, pænt badeværelse samt tre soveværelser.
Fuglereservatet Hundsemyre, der betegnes som en af Bornholms bedste fuglelokaliteter og naturoplevelser ligger ikke langt fra huset. I yngletiden, hvor de mange forskellige fuglearter har brug for fred og ro, er reservatet lukket for besøgende. Men når der åbnes igen efter yngletiden, kan man opleve et spændende scenarie, når de mange fuglearter skal på vingerne igen.
Der findes supermarked, mange småbutikker, røgeri, chokoladeudsalg og flere restauranter i Snogebæk, der efterhånden har udviklet sig fra at være et aktivt fiskerleje til et sted, hvor øens mange gæster gerne kommer forbi. Omgivet af sandstrande og med den 100 meter lange bro ud til ø-havnen, er det forståelig nok, at alle gerne vil nyde den lille by og den naturlige ro, der er på stedet.