Sjældent udbudt liebhaverhus med måske Svaneke’s bedste udsigt. Huset ligger på toppen af den idylliske vej ”Skovstien”, hvorfra man kan gå den smukkeste tur langs vandet til Listed eller hoppe i Østersøen fra klipperne, som befinder sig blot tre minutter fra huset.
Huset ligger lige ud til fredede grønne arealer i det idylliske Svaneke. Fra det charmerende gule bindingsværkshus er der 180 graders havudsigt samt udsigt direkte ned på Svaneke Røgeri og ud over byens karakteristiske røde tegltage.
Der findes flere dejlige kroge på den private ugenerte grund: Ved bordet, lavet af Svaneke granit foran huset kan man nyde sine måltider mens man nyder den ubrudte havudsigt, så langt øjet rækker. Og man kan følge med i lokale fiskeres daglige ture, lystsejlere, smukke gamle sejlbåde og folk, der springer i vandet fra klippekysten overfor. Er vejret klart kan man endda se Christiansø helt tydeligt i horisonten.
I den imponerende klippegryde foran huset, kan man ugenert sole sig og nyde freden, blot fem minutters gang fra Svaneke by. Trænger man til læ, findes en fin terrasse på bagsiden af huset.
Huset er opført i 1930 og indrettet med en blanding af originale og nutidige møbler. Huset er nænsomt moderniseret og fremstår indbydende og hyggeligt. Det egner sig både til en enkelt familie eller til to familier, som kan bo i hver sin ende og mødes i køkkenet eller stuen i midten af huset. Således også perfekt til familier med teenagere eller to generationer.