Dette smukke hus udstråler bornholmsk idyl, charme, hygge og funktionalitet.
Huset er placeret højt i terrænet, som skråner ned mod Salenebugten og Helligdomsklipperne. Husets udsigt over Østersøen og Gudhjem er betagende.
Huset er indrettet med sans for detaljen og hver ting er personligt håndplukket til huset. Stilen er en blanding af vintage og nyt, hvilket passer til husets sjæl. Køkken-alrummet er lyst og udstyret med alt hvad I har brug for, samt Quooker. Stort spisebord, hvorfra der er havudsigt gennem den store lyse stue, hvor udsigten er helt formidabel fra det store vinduesparti. Stuen har to store sofaer, hvor man kan slappe af og nyde udsigten til den ene side og pejsen til den anden. Musikanlæg, som styres via Wifi eller Bluetooth.
I TV-stuen er der forskellige spillekonsoller og et stort Smart-TV. Alle husets værelser har dobbeltsenge og der er badeværelse både i stueplan og på 1. sal. De er indrettet med den samme sjæl og charme som de øvrige rum i huset. Alle rum har gulvvarme fra et jordvarmeanlæg.
Fra stuen er der direkte udgang til en virkelig stor terrasse i niveau. Der findes både spisebordssæt, loungemøbler, solstole og gasgrill.
Der er tre terrasser ved huset, alle med havudsigt. Grunden er på 3 hektar, som ligger rundt om huset og helt ned til klipperne og ud i havet, på den anden side af landevejen. 250 m fra huset finder du den smukke klippesti mellem Gudhjem og Helligdommen. I haven er der en stor bålplads, hængekøje og masser af plads. Der er gode parkeringsforhold ved huset.