Dette smukke hus er højt beliggende med en fantastisk udsigt over havet og den skrånende kyst. Her er der havudsigt fra næsten alle husets rum. Haven er anlagt på den meget store grund på over 10.000 m2. Små læ-kroge, dejlige terrasser og en tagterrasse giver gode muligheder for at nyde solen i denne fredelige og rolige ferieoase.
Huset, der er et velisoleret helårshus, er rummeligt og pænt møbleret og skaber de bedste vilkår for en dejlig ferie på Bornholm. Der findes bl.a. et lille tekøkken på reposen på 1. sal.
Huset ligger i et område med et rigt dyreliv – således vandrer bl.a. fasaner og rådyr hjemmevant rundt på grunden. Når man nyder dette syn fra terrassen samtidig med at man lytter til havets brusen – så er der ikke meget tilbage at ønske.
Landevejen nedenfor huset fører til Allinge/Sandvig (tvillingebyerne), hvor der findes både restauranter og et større røgeri. Der findes også en havn, hvor der især hen over sommeren er livlig aktivitet.