Særdeles velbeliggende og velindrettet feriehus med udsigt fra de høje skråninger i Sandkås ud over Østersøen.
Huset er indrettet og møbleret kvalitetsbevidst. Der er fokuseret på husets omgivelser og naturligvis udsigten til havet, men også den storslåede natur i den lille perle Sandkås.
Nær ved ligger folkemødebyen Allinge, hvor livet i uge 24 er så anderledes end det ellers så fredelige småbymiljø, hvor alting centreres om den lille havn, der efterhånden, som man kommer ind i sæsonen, bliver fyldt med alle mulige slags sejlskibe. Man forstår godt, at turismens vugge på Bornholm netop var de flotte områder ved de stejle klippekyster, slotsruinen Hammershus og de store stenbrud i og ved Hammerknuden. Det er så særpræget og unik natur i Danmark, at man bliver betaget.
Det fine hus ligger i en lille samling af lejligheder og huse omkring det tidligere pensionat Brinken på en kuperet grund - ikke så langt fra den lille hvide sandstrand midt i klippelandskaberne.
Bemærk: I det kuperede terræn er der adgang til huset via en stentrappe med 24 trin.